Don Mclean Live - i HNT

Det er de færereste der kan formå at gå på en scene alene kun med en guitar og en banjo som følge, og så komme igennem et helt set (et improviseret set vel at mærke) på næsten to timer uden at tabe sit publikum undervejs.
Don Mclean er en af de få der stadig kan og han gjorde det med bravur i går på Horsens Ny Teater.

Han lagde ud med at fortælle at han ikke havde nogen set list og ville spille hvad der nu faldt ham ind, men at han nok skulle spille de hits folk kender, "including that Madonna hit."

Han startede ud med et par cover nummer af Buddy Holly og med dem blev min frygt for at lyden i HNT ville være forfærdelig gjort til skamme. Hans medbragte lydmand gjorde virkelig et fænomenalt job. Jeg har været til et par koncerter i HNT hvor lyden var mudderet og decideret elendig, så lydmanden fortjener en medalje for hans arbejde den aften.


Som sagt optrådte Don Mclean solo på denne tour (hans eneste følge var hans lydmand), da hans band igennem de sidste 15 år sad fast i Nashville som følge af askeskyen. Og gudskelov for det fristes man til at sige for det var virkelig en oplevelse at få en solo koncert fra en så stor (dog efter min mening stadig underkendt) legende som Don Mclean. Han var utrolig vel spillende den aften, stemmen intet mindre end perfekt og kunne ligeså godt være taget direkte fra hans plader. Især hvis man samligner ham med andre aldrende folk-musiker af hans karakter (Dylan f.eks.), så har Mclean virkelig formået at bibeholde hans live performances, som de var den gang for 40 år siden.

Han kom godt omkring i hans improviseret set, hvor han udover diverse cover nummer af Buddy Holly og Josh White selvfølgelig også fik spillet sine egene nummer, blandt disse var "Winter Wood," "If We Try," "Vincent," "Empty Chairs," "Castles In The Air," "And I Love So" og ikke mindst "American Pie." Sidst nævnte var tydeligvis og ikke overraskende det mest kendte nummer blandt det -- kan man vist godt tillade sig at sige -- provinsielle publikum, der absolut ikke skulle blive forpustet af at klappe eller synge med på en sang. Stor hittet fik dog publikummet op af stolene og nøjsomt synge med på omkvædene og hvem bemærker så at Mclean glemte et par linjer og et helt vers i sangen.



Hen i mod slutning af aften fandt han banjoen frem og efter et par af hans egne nummer fremført på banjo blev det -- efter min mening -- virkelig interessant da han sluttede af med at spille et cover af Dylans "Masters Of War." Med det nummer viste han en anden mere alvorlig side af sig selv, den indre aktivist kom frem og alvoren dukkede op i hans ansigt. Han havde en meget slående pointe med netop den sang, om publikum så forstod den eller ej, kuldegysende det var den ihvertfald for mig.
Men det skulle selvfølgelig ikke stoppe der. Efter begejstrede klapsalver kom han med et smukt fortolket ekstra nummer af Beatles' "In My Life" og sluttede aftenens koncert med et smil og ikke dyster alvors miner.

Kendetegnende for Don Mcleans optrædende den aften var hans meget afslappende tilstedeværelse, det var tydeligt at mærke på ham at han har mere end 40 års erfaring som turnerende musiker, igennem de små indkastet anekdoter og guitar/banjo jams imellem sangene. Det var en hyggelig aften og man fik det indtryk at han ligeså godt kunne ha' spillet for en lille håndfuld mennesker hjemme hos sig selv for fornøjelsens skyld, og ikke en udsolgt stor sal i et teater for pengenes skyld.